Intuitiv stressvejledning

Intuitiv stressvejledning

Hvad er intuitiv stressvejledning?

Intuitiv stressvejledning er hos mig en blanding imellem clairvoyance og vejledning. Sessionerne er dybdegående, fordi jeg arbejder med energier. Jeg mærker det, som ikke er synligt for sindet. Jeg er trænet i at registrere din energi og åbne op for dit energiflow, så det flyder uden blokeringer gennem energikanalerne i din krop. 

Vi kan alle til tider opleve, at vores naturlige energiflow bliver blokeret, men har man allerede symptomer på stress, er det ofte tegn på at der er sket blokeringer i din krop. 

Hvem er intuitiv stressvejledning egnet til?

Intuitiv stressvejledning er for dig, der føler dig stresset, har mistanke om at du er ved at udvikle stress, er ramt af stress eller måske blevet sygemeldt med stress.

Forløbet består af 3 til 6 samtaler af 60 minutters varighed. Første gang vil et personligt fremmøde være at foretrække, de resterende gange kan være Skype/Teams , afhængigt af hvad der passer dig bedst.

Kender du symptomerne på stress?

De fleste af os har en forestilling om, at stress er det, vi også kalder udbrændthed, nemlig når vores system simpelthen sætter ud og vi kollapser enten mentalt, fysisk eller psykisk. Men reagerer vores system så voldsomt, så har vi været stressede gennem længere tid -ofte over flere år. Selvom også meget alvorlig stress heldigvis kan behandles, er det vigtigt at kende nogle af de tidlige symptomer, så du kan stoppe op, inden din livskvalitet, dit forhold til dine nære og til dit job forringes.  

Stress kan vise sig i mange forklædninger og med mange forskellige symptomer. Noget af det, som dog er gennemgående for mange er, at man har søvnproblemer. Det kan være at du har svært ved at falde i søvn, at du vågner mange gang i løbet af natten, eller at du vågner meget tidligt om morgen og ikke er udhvilet.  

Mange mennesker oplever også, at tankerne befinder sig et andet sted, end der hvor man selv er. Dvs. når du er på arbejde, kan du have svært ved at koncentrere dig eller fokusere, fordi tankerne bliver ved med at kredse om udfordringer eller problemstillinger, som f.eks. handler om din familie eller andre ting i dit privatliv. Du vil også kunne opdage, at du har en markant negativ indre dialog, hvor du kritiserer dig selv eller andre. Eller omvendt, hvor du er hjemme med familien, men kun fysisk til stede, fordi hovedet er fyldt med opgaver fra jobbet. 

Hvad kan du gøre? 

Hvis du genkender en del af symptomerne, er der stor sandsynlighed for, at du enten allerede har stress, eller at du er i risikozonen for at få det. Jo før du tager hånd om det, jo hurtigere kan du få det godt igen. 

Du skal selvfølgelig være opmærksom på, at alle symptomer også kan have andre årsager, og hvis du har et eller flere af dem, kan det være en god idé at starte med en helbredsundersøgelse hos din læge.  

Jeg tilbyder yderligere i samarbejde med Lehman & Partneres et 6 ugers forløb med stressbehandling, som er skræddersyet til at få dig på benene igen, så du er klar til at sætte nye, sundere og ressourcestærke handlinger for din fremtid. Dette er ofte et forløb, som man kan få betalt af sin virksomhed. 

 

Kanalisering: (læs yderligere under; Hvad er kanalisering)

Kanalisering minder om clairvoyance, men forskellen er, at kanalisering er en direkte overførsel af ord, der foregår gennem telepati. Jeg, som kanalen, modtager ord og budskaber direkte fra et universelt niveau og uden at fortolke noget, gives budskaberne videre til dig. Samtidig fylder jeg dig med den smukkeste energi, så du føler dig opløftet. Budskaberne er en energi, som indeholder vigtig information og viden til dig. Sammen finder vi frem til hvordan du bedst kan bruge og integrere budskaberne i dit liv.

Clairvoyance: (læs yderligere under; Hvad er Clairvoyance)

Clairvoyance eller ”klarsyn” er, at kunne se det, som ikke er synligt for sindet. At kunne se og opfange energier og livet omkring et menneske med andre sanser end den logiske forstand. Det kan være alt omkring en person i både nutid, fortid og fremtid. Alle mennesker har på et vist niveau egentlig denne evne. Det er et menneskeligt potentiale at bruge disse evner. Nogle har et medfødt, særligt udviklet talent, som ikke kræver meget for at komme i spil. Andre bruger meget energi på at undertrykke og lade fornuften styre i stedet for. De fleste er slet ikke klar over at det eksisterer eller bevidste, når det melder sig på banen. Det er en naturlig del af det at være menneske. Vi er alle spirituelle og forbundet med universet.

Healing (læs også om esoterisk healing under; esoterisk healing)

Healing, om det er fysisk eller fjernhealing, styrker din energi. Alt omkring os udspringer af energier, og alle energier er forbundet med hinanden. I vores krop er der en energi, som flyder i bestemte baner eller strømme. Denne energi bruger jeg til at åbne for dit energiflow, så det flyder uden blokeringer gennem energikanalerne i din krop. Alle mennesker kan til tider opleve, at vores naturlige energiflow bliver blokeret. Det kan for eksempel ske, når vi er syge, befinder os i situationer, der gør os stressede eller deprimerede eller oplevelser som sorg og angst.

Healing og ikke mindst fjernhealing kan for nogen være svært at forstå, men det er for mig en naturlig måde at arbejde med energi på. Afstand er kun noget vi kender til i den fysiske verden. I den åndelige verden findes afstand ikke. Healing arbejder i bevidstheden, og er derfor ikke begrænset af tid og sted. Derfor er fjernhealing lige så effektiv, som hvis vi er sammen.

Healing ændrer energiniveauer alle steder – jeg vil fornemme, hvor dine ubalancer er, og dermed sende energier til dit energisystem, hvor der er mest brug for det. Dette er en udrensningsproces på en så fin og nænsom måde, som går ind på alle plan og ind i alle lag, og er derfor effektiv og kraftfuld.

Når du modtager energien, kan det opleves på flere måder. Det er meget individuelt, og kan være forskelligt fra gang til gang. Nogle mærker intet, mens andre kan føle en dyb afslappethed og andre igen vil opleve at blive trætte i kroppen, fordi systemet arbejder. Når ubalancen er rettet, vil du føle en dejlig energi, og langsomt komme op på et højere frekvensniveau. Jeg fungerer blot som kanal, der viderebringer energier. På den måde modtager du gennem mig en healende energi.