Ledelse

Ledelse

Leder du ubevidst? 

En ubevidst tilgang til ledelse holder ikke i dag. En ubevidst tilgang, hvor du lader som om, at de eneste ledelsesværktøjer, du har, er at løbe hurtigere og arbejde flere timer i døgnet. 

At have travlt med ubevidst at bruge tiden på tilfældige aktiviteter og relationer, fordi du ikke helt ved, hvilke resultater du vil skabe, har ikke noget med ledelse af gøre. 

Bevidsthed kræver et langsommere tempo. Til gengæld skaber din bevidste adfærd som leder hurtigere resultater. Når du er bevidst om, hvilke resultater du brænder for at skabe, bevidst bruger tiden på de aktiviteter og relationer, der giver disse resultater og bevidst tydeliggør, hvilken adfærd du forventer på dit hold, lander resultaterne hurtigere, end hvis du ubevidst drøner videre i et højt tempo. 

Hvis du som leder ikke investerer tid i din egen udvikling, både som menneske og som leder, risikerer du at gøre ledelse sværere end nødvendigt. Du risikerer at bruge hovedparten af din tid og energi på at spille rollespil – at forsøge at gøre det, du tror, der forventes af dig i rollen som leder – i stedet for at være dig selv i lederrollen. 

Ungesamtale - unge mennesker

At være dig selv kræver, at du kender dig selv rigtig godt, og at du har fordybet dig i udviklingen af dit eget ledelsesfundament samt øvet dig i at kommunikere det klart og tydeligt. Det er svært, men jo mere du hviler i dig selv, jo nemmere er det at være en god rollemodel. 

Som leder skaber du ”ringe i vandet” 

Det kræver din fulde opmærksomhed at være en god rollemodel, da din adfærd bliver iagttaget og vurderet hele tiden. 

Men der er ikke tale om udadrettet opmærksomhed. Det er opmærksomhed rettet indad, da alt starter med dig. Derfor er det vigtigt at være bevidst om, hvem du er, og hvad du står for, både som menneske og som leder. Som leder er det vigtigt hele tiden at træne adfærd og bevidst kommunikere dét, du står for. Bevidst vise hvem du er, velvidende at ikke alle vil være lige vilde med dig. Det er OK, for det handler om at være kongruent med, hvem man er. 

Det er vigtigt at skelne mellem personlighed og adfærd – at være og at gøre. 

Du er, som du er, og er du ikke tilfreds, så må du være den, du ønsker at være. Din personlighed skal fremkaldes endnu tydeligere, så dine medarbejdere ved, hvem du er, og hvad du står for. Først der kan de beslutte sig for, om de kan stå inde for de plusser og minusser, der følger med dig. Så de bevidst kan tage stilling til, om de vil være en del af dit hold eller ej.  

Opfør dig som en leder. Gå forrest. Sæt en ambitiøs retning. Forventningsafstem tydeligt med alle. Vær en god rollemodel for effektiv adfærd. 

Som leder skaber du ” ringe i vandet”. Hvem du er, og hvad du gør skaber ringe i vandet. Men hvilke ringe i vandet skaber du…? 

Ledelse opleves som en svær disciplin for mange. Disciplinen i sig selv er ikke sværere end så mange andre discipliner. 

At blive en virkelig god leder kræver blot virkelig meget træning. Ligesom alt andet vi gerne vil være gode til. Man mange ledere ”spiller kamp” hele tiden og prioriterer ikke tid til hverken træning eller evaluering. Det er synd. 

Konsekvenserne ses på de stigende antal sygedage, stressramte, langtidssygemeldinger og dermed resultaterne. 

Som leder er din primære opgave at sætte retningen og skabe resultaterne sammen med andre. Som leder har du et medansvar for, at dine medarbejdere både trives og lykkes. Begge dele kræver, at du kender dine medarbejdere så godt, at du præcist ved, hvilken individuel og fælles ledelsessupport de har brug for fra dig for at udfolde potentialet. 

Det er vigtigt, at du tør dele dine fejl og sårbarheder. Tør åbne op. Tør vise hvem du er, og hvad du står for. Tør have en holdning. Tør være upopulær. Tør vise, at du også bare er et menneske. Så i stedet for at bruge en masse energi på at skjule dine fejl i et forsøg på at bevare ”et fejlfrit image” skal du bruge energien på at kaste dig ud i alle de spænende opgaver og projekter, som ligger på kanten af komfortzonen. 

De opgaver og projekter, som giver os sommerfugle i maven, og som vi ved, vi vil lære en hel masse af…, hvis vi altså turde! Hvis vi turde begå fejl. Hvis vi turde vise omverdenen, at ”vi er gode nok, selvom vi indimellem rammer ved siden af”. Hvis vi turde blive ved, indtil målet er nået. Som ledere går vi forrest – også i forhold til at dele vores fejl – så vi er rollemodeller for en åben og ærlig kultur. 

Vejen til succes og fiasko er den samme – nogle stopper bare, inden de har nået målet. 

Dit vigtigste ledelsesværktøj er dig selv 

Derfor er selvindsigt og personligt lederskab så vigtigt, da man ikke kan lede andre, før man kan lede sig selv. Jo bedre du lærer dig selv at kende, jo bedre du kender dig selv, jo nemmere er det at lede forskelligheder og drive personbestemt ledelse. 

Som leder forpligter du dig til ”bedre ledelse” 

At vi som ledere forpligter os til bedre ledelse – til løbende at udvikle os i rollen som ledere, at være foran og gå forrest, til at tro på potentialet, til at udfordre os selv og holdet, til at tænke nye tanker og gøre nye handlinger, indtil det ambitiøse mål er nået – burde være en selvfølgelighed. Det er det bare ikke. Hverken i den offentlige eller private sektor. 

Hvorfor ikke…? Fordi vi som ledere også bare er mennesker. Det er nemmere at skabe travlhed med en masse aktiviteter inden for komfortzonen end at træne i potentialezonen indtil den nye adfærd – som er en forudsætning for bedre resultater – også er blevet komfortabel. Alternativet er, at du fortsat leder inden for komfortzonen.  

Komfortzonen har mange konsekvenser for medarbejderen 

Det er de færreste af os, der bevidst vælger at blive i vores komfortzone som leder. Bevidst vælger at bruge tiden på aktiviteter, som maksimalt kan give resultater, der er magen til dem, vi allerede har. Derfor handler det i første omgang om at blive bevidst om, hvad du bruger din tid på. Om du bruger tiden på aktiviteter, der sikrer, at du gør en positiv forskel i rollen som leder, eller om du er kommet til at bruge mere og mere tid på aktiviteter, som kunne eller burde være elimineret, struktureret eller uddelegeret. 

Flere og flere ledere havner i travlhedsfælden, hvor vi har mange møder, projekter og aktiviteter, som gør, at vi både skruer på løb hurtigere- og arbejd flere timer i døgnet-knappen. For det giver os en ”genial” undskyldning for vores manglende forpligtelse til ”bedre ledelse”. 

Undskyldningen er, at vi nu har så travlt, at vi hverken har tid til at udvikle os selv, vores hold eller forretning. 

Objektivt set er det langt ude. Men forklaringen er, at komfortzonen er magnetisk for os mennesker. Det kræver en bevidst og helhjertet beslutning at ændre adfærd. Det er bare lettere at lade være. Det kræver viljestyrke at blive i potentialezonen – på kanten af komfortzonen. For kun med viljestyrke træner du den nye og ønskede adfærd så længe, at den bliver til en vane. Når det lykkes, har du udvidet din komfortzone, og så starter det hele forfra… i hvert fald hvis du forpligter dig til bedre ledelse.  

Hvis du ikke forpligter dig til ”bedre ledelse” – og dermed at blive ved med at gøre en positiv forskel som leder, bliver det komfortzonen, der styrer. Det valg har som nævnt mange konsekvenser. 

Når komfortzonen styrer, risikerer du som tidligere beskrevet at bruge tiden på specialist-opgaver, selvom du for længst har sagt ja til rollen som leder. Du risikerer, at du siger ja til en hel masse aktiviteter, som i lederrollen ikke betegnes som vigtigste, fordi de er ”nemmere” at gå til end at ”forbedre din ledelse”. En masse ikke-vigtige opgaver betyder, at du kommer til at løbe hurtigere og arbejde længere. Konsekvenserne ved det er, at du mister nærværet. Både til dig selv, dine nærmeste og dine medarbejdere. Udover et kæmpe udtræk på relations-kontoen, risikerer du også, at det høje tempo og de mange timer koster på helbredet. Sidst, men ikke mindst har din komfortstyrede adfærd store konsekvenser for resultaterne. 

Vil du have et andet resultat end det, du har i dag, må du nødvendigvis gøre noget andet end det, du gør i dag.